Green Guide Denmark

din guide til grøn ferie

   jun 22

Sejlads i havet omkring Danmark

boat in harbourI kano og især kajak kan man godt vove sig fra åer og søer ud i de mest beskyttede fjorde, hvis man holder sig nær land og kender til vind- og strømforhold.

Limfjorden i kano og kajak
Limfjorden er et af landets beskyttede farvande og byder samtidig på masser af oplevelser, udfordringer og et afvekslende landskab. Netværk Limfjorden har udgivet guiden ”Limfjordsoplevelser”, hvor man også kan hente oplysninger om kano- og kajakudlejning.

I kystkajak ved Sydfyn
Det ser elegant ud, når kystkajaksejlere svæver på vandets øverste krumning, og første gang, man sidder i en kajak, føles det da også, som om man balancerer på en knivsæg. Men efter kort tid virker det mere sikkert, og man mærker vingerne vokse langsomt frem, når man lydløst glider ud og bliver accepteret af havets fugle. På Sydfyn i Helnæsbugten kan man få en lokal guide med på kajaktur med overnatning på campingpladser.

Windsurfing
Det handler også om balance, når man surfer med bræt og sejl. Mulighederne for at dyrke denne yndefulde sport er gode i Danmark, hvor windsurfing bliver mere og mere populær som ferieaktivitet. Derfor har man de fleste steder i landet kortlagt og afmærket, hvor windsurfing bedst kan foregå – og hvor det ikke er tilladt. Igen er Limfjorden bemærkelsesværdigt velegnet. I Limfjordsguiden findes information om 31 gode surfsteder. Århus Amts guide over 20 gode surfsteder langs den jyske østkyst har også en instruktion for nybegyndere udi kunsten at surfe.

Sejlerferie
En rigtig sejlbåd er nok mere hensigtsmæssig end ovennævnte ”strygebræt med sejl”, hvis man vil have bagagen og hele familien med ud at sejle. Danmark er en stor sejlsportsnation, og mange danskere sejler i deres fritid. Det er en af grundene til, at der altid er en hyggelig havn med gode faciliteter inden for sejlvidde. Havnene ligger især tæt i Øresund, på Bornholm, omkring Lolland-Falster og ikke mindst i det populære Sydfynske Øhav. Der er udarbejdet mange regionale guider for sejlere. Spørg hos de regionale bureauer.

Leje af både
De regionale turistorganisationer kan oplyse om mulighederne for at leje joller, surfbræt og sejlbåde.

Søkort
Man sejler ikke uden søkort. Disse kan købes hos Kort- og Matrikelstyrelsen.

Miljøet til søs
Selvom det er vindens vedvarende energi, der driver båden, bør sejlere også beskytte naturen på andre måder. Det gælder især behandling af affald. Med til sejlsportens etik hører også hensynet til andre, og i Dansk Sejlunions folder ”Sejlsportens Miljø” er der gode tips og idéer til miljørigtig sejlads.

Be Sociable, Share!

You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. Both comments and pings are currently closed.