Green Guide Denmark

din guide til grøn ferie

   sep 21

Er økoturisme vejen frem?

green houseTurisme har traditionelt været en af de sektorer, der efterlader store økologiske fodspor; dvs. i mange tilfælde belaster den miljøet. Tænk på alle de flyvemaskiner, der flyver rundt på en dag, fra den ene verdensdel til den anden, med tusindvis af passagerer. Eller på de gigantiske krydstogtskibe, der sejler rundt på verdenshavene og bruger olie som aldrig før. Turismen bruger enorme mængder naturlige ressourcer, men samtidig er der en grænse for, hvor stor belastning et naturligt økosystem kan klare, før det begynder at resultere i forringede levevilkår for befolkningen. (mere…)


   jul 02

Cykelland Danmark – 1. del

bicycleDanmarks natur er intet mindre end ideel for cykling. Landskabet er varieret og smukt kuperet, men stigningerne er aldrig stejlere eller længere, end at de kan klares med et godt tråd i pedalerne. Afstandene mellem seværdighederne er korte, og der er altid en passende overnatningsmulighed inden for cykelvidde. Oplevelserne ligger og venter lige rundt om hjørnet, parat til at blive drejet ind på nethinden med pedalkraft.

Der findes mere end 10.000 km skiltede cykelruter på langs og på tværs af landet, og der er fine muligheder for rundture i særligt attraktive egne. Hver region har sit særlige cykelkort, og selv i de større byer er det sikkert nok at cykle.

Nationale cykelruter
10 nationale cykelruter udgør rygraden i cykellandet. Tilsammen udgør de 3500 km, og de er skiltet i de nationale farver, hvide tal på rød baggrund, så de er nemme at følge. Danmarks Turistråds Cykelkatalog giver sammen med Vejdirektoratets CykelGuide et godt overblik over de nationale cykel6uter.

Til trods for den tydelige skiltning anbefales det at medbringe detaljerede kort. Her må man købe amternes cykelkort, hvor ruterne både er tydeligt markeret og dertil nøje beskrevet. Afhængig af, hvilken af de nationale ruter, man vælger, skal der købes fra 2-5 af disse kort. En undtagelse herfra er Bornholm, der måske nok er Danmarks mest eksotiske cykelferieø. Her kan man nøjes med én kortguide, ”Cykelveje på Bornholm”. Også på den historiske Hærvejsrute ned gennem Jylland kan man nøjes med ét kortsæt, ”Hærvejen til fods og på cykel 1-4”.

Lær Danmark at kende på nationalrute 2
De nationale cykelruter bringer turisten rundt i hele landet. Kender man ikke Danmark i forvejen, er cykelrute 2 fra Hanstholm til København en god introduktion til landets mange forskellige landskabstyper. Fra Jyllands nordvestlige hjørne fører ruten langs et betagende vildtreservat via den særprægede ø Mors gennem Limfjordens labyrinter og ind i lune jyske dalstrøg. Der cykles på jernbanestien gennem Sallings landbrugsland til Skive og derfra følges kanten af Hjarbæk Fjord på vej mod Viborg.

Det er igen jernbanen, denne gang i nedlagt og asfalteret form, der viser vejen mellem Viborg og Randers. Ude i Nørreådalen dukker den mystiske landskabsformation Ø ud af disen som et lille bjerg, der er havnet i et forkert land.

Ruten runder Jyllands næse, Djursland, og fører gennem herregårdslandskaber til Ebeltoft, hvorfra færgen sejler til Sjællands Odde.

Et par småfærger senere nås toppen af Hornsherred med tusindårige ege. Efter Nordskoven cykler man over Kronprins Frederiks Bro til Frederikssund og videre over sø og agerland til København.

Fyn – et cykelparadis
På Fyn er både sproget og bakkerne blødere end i resten af landet. Eventyrdigteren H.C. Andersens ø byder på idylliske ruter, der på en uge fører cyklisten rundt om hele øen. Byerne ligger som perler ved vandet, og inde i landet afløser den ene bindingsværksidyl den anden, mens landsbyerne kæmper om at være kønnest. De levende syrenhegn forsyner cyklisten med læ og i blomstringstiden også med den skønneste duft.

Det bakkede Sydfyn og Det sydfynske Øhav er i særklasse for cyklister. Til Tåsinge og Langeland kommer man via broer, mens de øvrige øer, herunder den gode cykelferieø Ærø, holder forbindelse til omverdenen med hyggelige færger.


   mar 02

På fodtur i Danmark – 2. del

lakeDe danske kyster er let tilgængelige, og blandt de bedste, når det gælder vandring er: Skagen-Hirtshals ved Vesterhavet, Samsø rundt, Thisted Bredning i Limfjorden,de sydfynske øer, Fanø rundt, Vejle og Horsens Fjorde, Møns klintekyster, Østersøstien på Lolland og Bornholm rundt.

Hærvejen
Den længste afmærkede vandrerute i Danmark er Hærvejsruten, der på strækningen mellem Viborg og Padborg slynger sig om oldtidshøje, runesten og andre historiske mindesmærker.

Ruten er på 264 km, men den kan forlænges med ca. 85 km, hvis man vælger at følge ruten helt fra Rendsburg ved Ejderen. Kortbrochurerne ”Hærvejen til fods og på cykel 1-4” beskriver hele turen og indeholder også oplysninger om overnatning på historiske kroer, private værelser, vandrerhjem, teltpladser m.m. (mere…)